Lidt tanker om barnedåben

Hvorfor døber vi vores børn?

– Et spørgsmål jeg har måtte stille mig selv, nu når Dianna snart er ved at have en alder, hvor det skal være, hvis det skal være…

Der er ikke mange der ved dette, men jeg har faktisk læst teologi et semester på Københavns Universitet, da jeg var 22 år og i vildrede om hvad jeg skulle med mit liv. Jeg har altid interesseret mig for religion, retorik og sprog, så det var da et oplagt valg. Der var lige det lille (og ret store) MEN – jeg er ikke en troende kristen. Bevares … jeg er både døbt og konfirmeret, men min “tro” kom først til mig, da jeg var ældre. Faktisk synes jeg at teenage-årene er en tåbelig tid, at skulle (fra)vælge en religion eller tro, men det er en anden diskussion.

Jeg elsker folkekirken! Det hyggelige samvær, salmesang og de smukke kirker fyldt med historie, men igen jeg er ikke troende kristen. Jeg betaler dog med glæde min kirkeskat, da jeg synes at kirkerne og deres traditioner skal bevares.

Og det er hvad jeg er nået frem til…. Dianna skal døbes pga. traditionerne (og for nemhedens skyld!)

Min søster Nettie skal være gudmor for lille Dianna og mine andre søskende faddere sammen med min bedste veninde Anja og min mands bedsteven Daniel (shyyy de ved det ikke endnu hehe). Jeg glæder mig til at se hele familien og de nærmeste venner samlet for at fejre vores lille guldklump, og jeg ville sådan ønske, at der var en mellemvej imellem dåb eller navngivning. At man kunne få lov at foretage navngivningen i kirken, uden at skulle blande “faderen, sønnen og hellig(h)ånden ind i det hele. Men da det ikke er en mulighed, og vi selvfølgelig skal fejre vores lille trold, så skal hun altså døbes.

Man kan diskutere om det er helligbrøde/blasfemi at (mis)bruge kirken sådan – men lad os nu være ærlig… der ville nok ikke være særlig mange danskere der fik deres børn døbt, hvis de skulle være troende kristne for at gøre det!

Hvornår har du sidst være i kirke for at (til)bede (udover påske eller jul…)?? Og er det noget du gør af fri vilje, eller bliver du hevet med af mor/mormor/farmor/olde?!

Omvendt kan man jo ikke forlange af kirken og præsten, at de vender ryggen til deres tro og blot fordi vi ikke er fuldt troende, overgiver traditionerne til dem der betaler… eller kan man? Jeg synes, at i denne moderne verden, er det vel ikke for meget at forlange, at dåben (og for den sag også konfirmation, bryllup, begravelse) skræddersyes efter forældrenes valg. Tilhører folkekirken de kristne eller danskerne? Det er som om der mangler et valg – det valg, man kan tage, hvis man som os, ikke er fuldt troende men gerne vil holde fast i traditionen omkring kirken/lokalhistorien uden at skulle have “fader, søn og helligånden” med på slæb.

Hvis man selv helt kunne vælge hvorledes det skulle foregå, ville Diannas dåb se sådan her ud:

Vi mødes alle sammen i kirken om formiddagen kl. 11.00 (hvorfor skal det altid være kl. 9.30-10.00… når præsten bestemmer?) og det kunne evt. være en lørdag, så folk har lidt bedre tid uden at skulle bekymre sig om at skulle køre tidligt, hvis man fx kommer fra den anden ende af landet.

Der serveres en kop kaffe/te og en småkage, og imens fortæller forældrene hvad barnet skal hedde og hvorfor (kan være der er en speciel historie bag – som der fx er med Dianna, men den kan i få en anden gang…) og kommer med deres egen version af en velsignelse.

Min ville lyde nogenlunde således:

Kæreste Dianna, lille trold, trutfis – min kærlighed,

Må dit liv være fyldt med kærlighed, undren og lærdom,

Sigt efter dine vildeste drømme og lad dig aldrig nøjes,

Tro på dig selv og når du oplever tvivl, så vid – vi vil altid elske dig!

Herefter præsenters gudmor/gudfar og faddere og de holder evt. en lille tale, imens Dianna går fra favn til favn som symbol på hvem der lover at være der for hende livet igennem.

Det hele sluttes af med en sang (ikke nødvendigvis religiøs, men fx en børnesang/folkesang, så børnene kan synge med).

Herefter tager man videre til festen, hvor der serveres frokost, hvor man hygger og fejrer lillefisen.

indbydelse til barnedåb
Diannas dåbsinvitation

 

Hvordan så jeres drømme-dåb ud, hvis i helt selv kunne vælge?!

 

Pakke i posten

Når man så har skudt LCHF-bølgen i gang igen (denne gang er manden med – Woop-Woop!), så er der jo lige et par ting der mangler i skabene. Så er det heldigt, at det blot er et klik væk.

Jeg kan huske, da jeg startede med lowcarb for 4 år siden, der var der ikke en eneste dansk hjemmeside at handle på (og næsten ingen blogs heller). Så de første lowcarb speciale-varer jeg købte, var på Iherb. Og det var da også fantastisk – men det tog dælme lang tid, og hvis man ikke ville betale told, måtte man kun købe for 188 kr (mener jeg – det er så længe siden, at jeg dårligt kan huske det.) Og jeg fik købt nogle virkelig (underlige), fantastiske ting/madvarer, bl.a. var det her jeg stiftede bekendtskab med Sweetdrops; de har dog ikke været synderlig brugt i et par år, og da jeg lugede ud  i køleskabet her i mandags, røg de også ud. Af sødemidler anvender jeg nu kun Sukrin Gold og nogle gange de andre Sukrin-varianter, men primært gold, fordi jeg synes, det er den, der smager bedst.

I denne omgang var jeg løbet tør for kokosolie, fiskeolie og kokosmælk og så fandt jeg sørme min absolut yndlingste også – så den røg også med i kurven. Så kan den bruges, når jeg har ondt af mig selv og savner chokolade og slik.

Af online danske webshops jeg har handlet i, kan jeg anbefale lchf butikken og LowCarbstore.

Lchf butikken handler jeg i efter de klassiske varer (kokosolie, sukrin, nøddesmør o.lign.) – alt efter hvad er på tilbud, og hos Lowcarbstore finder jeg de lidt mere speciale varer, (questbarer og proteinpulver). Begge steder har super service og hurtig levering.

Hos Lchf butikken bestilte jeg i denne omgang lørdag og havde pakken onsdag.

Dianna1

Dianna2

Og ellers har jeg en fantastisk Netto, hvor jeg faktisk finder rigtig mange økologiske og specialvarer på tilbud. Fx fandt jeg Urtekrams kokosolie til 60 kr – og den er favoritten i min “bullet-coffee” om morgenen.

Mandag formiddag – lige ved 10-11 tiden er et godt tidspunkt at handle i vores Netto, da de lige har sat priserne ned på alt fra ugen forinden, som de skal af med. Bare lige et godt tip, hvis du bor i nærheden af en Netto.

Dette indlæg indeholder affiliatelinks, men jeg står 100% inde for mine holdninger og henviser altid kun til produkter, som jeg kan stå inde for.

 

 

På den igen!

Da vi så de 2 dejlige striber på graviditets-testen havde jeg spist efter lowcarb-highfat principperne i ca. 2,5 – 3 år. Først strikt i ca. et halvt år og derefter ret liberalt i ca. 2 år. Jeg havde en kort affære med “Whole-30”, og jeg fik stille og roligt indført lidt flere kulhydrater i min kost i form af lidt mere frugt og bær. Alt i alt har jeg tabt mig omkring 30 kg på LCHF!

Under graviditeten blev det understreget af alle, jordemødre, læger, sygeplejersker – you name it – hvor vigtigt det var, at jeg ikke tog for meget på. Jeg var stadig overvægtig (118 kg), og for at fødslen skulle forløbe godt (ja, det kunne jo så være lige meget viser det sig…), og jeg ikke skulle være for overanstrengt i graviditeten eller jeg eller baby skulle få komplikationer var det vigtigt at jeg ikke tog mere end 10 kg på.

Jeg tog kun 3 kg på…. indtil den sidste måned, hvor jeg tog 5 kg mere på, og i alt tog jeg 8 kg på. Og det var jeg faktisk rigtig tilfreds med. Det betød også, at efter fødslen, tabte jeg 15 kg i løbet af de første 14 dage! Jeg har aldrig tabt mig hurtigere!! Og det uden at løfte en finger..

MEN… nu er amningen gået i stå. Med den hede der har været de sidste par dage og fordi Brian har hjulpet med et par nattefodringer og Dianna derfor har fået flaske, så vil hun kun spise fra flaske. Det er rigtig ærgerligt, fordi amningen synes at gå så godt – men hun vil SLET ikke lægges til og bliver helt hysterisk hvis jeg prøver. Så nu pumper jeg ud og giver hende det. Desværre er det som om at jeg har mindre og mindre mælk, selvom jeg pumper…og vi har derfor været nødsaget til at købe noget modermælkserstatning. Heldigvis har jeg ammet hende i fulde 8 uger! Det er jeg vildt stolt af.

Men fordi jeg ikke ammer mere, synes vægttabet også at være gået i stå… og faktisk gået lidt den anden vej. (3 af de 15 kg er kommet tilbage!!) Så nu er det “op på hesten igen” og dagen i dag blev brugt på at tømme køleskab og køkkenskabe for ikke-lowcarb ingredienser og handle nye ind. Det blev til hele 2 bæreposer der skulle smides ud! Jeg var vidst kommet ret langt væk fra LCHF-principperne. Det er kun fløden i kaffen jeg har holdt fast ved hehe….

Derfor er det også tilbage til de gode gamle madplaner. Og denne uges ser sådan ud:

Mandag

Saltimbocca med tomatsalat og broccoli

Tirsdag

Grillbøffer med råkost, taboulé og grøn salsa

Onsdag

Fiskefrikadeller med råkost

Torsdag

Tacofad med guacamole

Fredag

Kødsovs med grøntsagsspiraler/kål

Lørdag

Grillmad, majskolber og salat

Søndag

Rester

 

Det føles helt fantastisk at være tilbage på sporet og jeg har simpelthen haft røven fuld af energi i dag! Jeg gruer dog for når “carb-influenza’en” rammer mig. Jeg plejer at være ret påvirket de første par dage – så det gælder om at holde ud!!!!!

Manden er advaret og har lovet at være ekstra tålmodig med mig den næste uges tid!

Mit mål er at nå under 100 kg til barnedåben, som er d. 14. august. Det er et ret højt mål – men man skal jo have noget at gå efter.

Ønsk mig held & lykke 🙂

mor, annabella, dianna og mig
Min mor, Dianna, min lille niece Annabella og jeg

 

Mødregruppe

Før jeg blev gravid, tænkte jeg ikke det var nødvendigt med sådan en mødregruppe. Jeg har masser af veninder med børn og ses tit med veninder i hverdagen samt min mor og søster – så hvordan man lige skulle “finde plads” til en mødregruppe også, kunne jeg ikke lige overskue.

Jeg havde desværre også hørt en masse negativt fra diverse veninder, om hvordan mødrene i gruppen prøvede at overgå hinanden med hjemmelavet syltetøj og hjemmebag – hvem var mest overskuds-agtig! Og sådan noget er jeg bare slet ikke til! Jeg er mere nede-på-jorden-typen, der gerne tager tingene som de kommer. Jeg kommer aldrig “til tiden”, men når tiden passer – og det er ikke blevet bedre efter Dianna er kommet til verdenen. Ting tager den tid, ting tager.

Derfor havde jeg egentlig besluttet mig for ikke at deltage i en mødregruppe – men da min kære sundhedsplejerske så fortalte mig, at vi var 7 kvinder der havde født i Marts måned i Slangerup, og de andre var søde og omkring min alder – så tænkte jeg “hvad fanden – man kan jo altid droppe det igen, hvis det er…”

OG det er bare helt fantastisk! Vi er 7 vidt forskellige kvinder, 2 førstegangsfødende og 5 med andre børn. Og forskellen på at være i en mødregruppe og bare at mødes med veninderne er, at man er samme sted i livet i mødregruppen. Denne “barsels-boble”, hvor man helliger sig sit barn – og selvom mine veninder jo har prøvet det – så er der mange ting de har glemt (hvordan ting tager lidt længere tid, det er lidt sværere bare lige at mødes spontant, lysten til at være væk fra vidunderet er ikke stort…. osv. osv.) – og der er man på lige fod i mødregruppen. Der er langt til loftet mht. hvad tid vi mødes – og det at melde afbud i sidste øjeblik er helt o.k.; så ses man bare næste gang.

Man kan tale lidt mere frit om alt vedr. baby. Ikke fordi man ikke kan det med veninderne – men når man har startet den 10. sætning i træk med ” og så gjorde Dianna….”, så holder man automatisk lidt igen – for hold da kæft hvor må det være kedeligt at høre på!! I mødregruppen handler det KUN om de små, og det er tilladt kun at snakke om bleer, afføring, amning, fødsel…. ikke at det kun er det vi taler om – men det er helt o.k. hvis det eneste man har talt om, mens man ses, har været baby-relateret.

Det har (indtil videre) været så langt fra hvad mine (ret negative) forventninger var, men måske jeg bare har været heldig.

Hvad er jeres erfaringer med mødregrupper?

dianna og annabella
Dianna og hendes kusine Annabella

 

En ny slags kærlighed

Jeg har nået den konklusion, at dét at være en ny mor, en førstegangsmor, handler om hele tiden at lære og tilpasse sig. Det ene sekund sover hun hver anden time og ammer hver fjerde og det næste øjeblik vil hun holdes tæt hele tiden og have øjenkontakt. Det er hårdt. Det er rigtig hårdt, men som jeg skrev i mit tidligere indlæg, når hendes øjne møder mine, hun genkender min stemme og hun bryder ud i smil, så glemmer jeg i samme øjeblik, hvor træt jeg er! OK, trætheden kommer hurtigt igen, men det er denne følelse af påskønnelse og kærlighed fra min lille baby, der er afhængig af mig (og hendes far), som jeg elsker! Det er hendes pludren, hendes søde smile og når hun putter sit dejlige lille hoved ind til min hals…

Jeg har lagt mærke til, midt om natten, når hun er faldet i søvn i mine arme efter amning, så får jeg denne gennemgribende følelse af absolut kærlighed der løber igennem mig. Den måde hun ser fuldstændig tilfreds og lykkelig ud og i den dybeste søvn. Jeg tror ikke, at det er muligt at beskrive denne følelse til nogen der ikke er forældre. Jeg tror slet ikke de kan forestille sig følelsen – det kunne jeg i hvert fald ikke. Min søster har flere gange fortalt mig om denne uoverskuelig, fuldstændig, altoverskyggende kærlighed som man får når man er mor, men det var ikke noget jeg helt forstod – men det gør jeg nu! Jeg kan huske, at jeg sådan håbede, da jeg var gravid, at jeg ville føle den samme kærlighed til vores baby. Og det kan jeg sige med absolut sikkerhed at jeg gør – og det er den mest vidunderlige følelse i verdenen.

Den anden mest vidunderlig følelse, er en lignende følelse jeg får, af at vide at Brian føler den samme kærlighed til Dianna. Nogle aftener, før vi går i seng, så lister vi ind i hendes værelse – bare lige i et par minutter – og ser mens hun sover. Vi smiler til hinanden – og deler blikke om “hvor er hun bare dejlig og smuk” og “Nååååårh, vores lille baby!”

Det er denne “connection” mellem os 3, der gør at vi er en familie – og jeg er bare så vild med det. Det føles meget større og bedre end bare mig eller endda os; brian og jeg. Det er mit yndlings tidspunkt på dagen, vores eget hemmelige mødested.

Og lige som man tror følelsen ikke kan vokse sig større, så bliver den dybere og dybere hver dag!

billede af dianna til barnedåbsindbydelse
Det smukkeste smil

 

Lidt tanker fra en ny mor

  • Hvordan dagen kan gå så hurtigt med så lidt! Seriøst jeg har jo kun lige skiftet et par bleer og ammet et par gange (eller 10!)
  • Hvor mange bleer kan et spædbarn gå igennem på en dag! Jamen altså… mor har jo lige skiftet den lille ven… lort igen…
  • Hvad sker der for, at jeg kun kan snakke om baby?! Jeg er et (nogenlunde) intelligent væsen, med masser af interesser… og alligevel er det sjovest at tale om hendes søvn-, bøvse-, skide-vaner…. hjælp!
  • Tingene tager bare lidt længere tid. Det er umuligt at planlægge en tid til at mødes… så skal der lige gives mad, skiftes ble og lige som man står med foden ude af døren, står man stadig i sutsko og skal lige skifte….
  • De blikke man får fra andre mødre, når man er ude og gå med barnevognen… nu er man endelig en del af den hemmelige (søvnløse) klub!
  • Man kan være nok så træt, men når baby smiler til en om natten, smelter man på stedet, og det er som om man har drukket 10 kopper kaffe. Med ét føler man sig uovervindelig!
  • Alle andre babyer er slet ikke ligeså smuk…søde, ja – men langt fra ligeså smuk som min lille engel!
  • Alt der før synes vigtigt; karriere, prestige, stolthed – betyder ikke en skid. Hun er alt! Kærligheden har fået en dimension mere – den er blevet dybere, ligetil, mere selvopofrende og total.
  • Hvor er der bare meget mere glæde… og bekymring. Dét at være mor, betyder altid at være lidt bekymret.
  • Jeg føler mig meget tættere på min egen mor pludselig. Hun er den jeg mest har lyst til at dele alt med, som jeg oplever som mor – fordi hun forstår.
  • Mors dag er bare vigtigere end fars dag! Beklager – men medmindre det i fremtiden bliver muligt for manden at presse baby ud af penis, så er der ikke mere at diskutere på dette punkt!
Dianna5
Vores lille trold

Fødsel på godt og ondt

Før jeg blev gravid, fortalte min mor mig altid, at det var ærgerligt, at jeg aldrig skulle opleve det at føde. Jeg var nu af en anden mening… forstå mig ret… jeg ville rigtig gerne være mor, og var der ingen vej udenom, så fødte jeg da også gerne vidunderet – men nu kan man jo få kejsersnit i denne moderne tidsalder, så det havde jeg tænkt mig at udnytte. Årene gik og min mand og jeg opgav vores drøm om det lille vidunder og tankerne omkring fødsel eller kejsersnit var ligesom ikke aktuelt alligevel…

Men så skete det jo ved et mirakel (og lowcarb – tak igen!!) at jeg blev gravid – og min mor begyndte igen at tale varmt om en naturlig fødsel.

Det er den mest enestående oplevelse i denne verden

Du fortryder det, hvis du får kejsersnit

Og så videre…. og så videre.

Min nieces fødsel havde min søster fortalt om mange gange, i frygtelige smertefulde detaljer, men nu hvor JEG var gravid, blev historien mere rosenrød og hun fortalte igen og igen, hvordan hun aldrig ville have været oplevelsen foruden, til trods for at intet blev som hun regnede med og Annabella til sidst blev taget med tang(!!)

Og jeg begyndte også at tænke… hmmm måske var en naturlig fødsel ikke så tosset og nu er det jo ENESTE gang jeg har mulighed for at opleve det… og pludselig fandt jeg mig selv hos jordemoren, hvor jeg sagde JA TAK til en helt naturlig fødsel – gerne i vand hvis det var muligt. Desværre var mit BMI forhøjet og i sådanne tilfælde, vil de gerne lægge epidural-kateteret så hurtigt som muligt, når man kommer ind (i tilfælde af komplikationer, så man undgår fuld bedøvelse ved akut kejsersnit), og derfor er det ikke muligt at føde i vand – men man har mulighed for at komme i karret under udvidelses-fasen.

Jeg gik straks igang med at undersøge nærmere omkring fødsel og min pinterest-væg er fyldt op med pins omkring veer, håndtering af veer, hvordan man starter fødslen naturligt og så videre og så videre og som min termin kom nærmere var jeg mere og mere fortrøstningsfuld og havde fuld tiltro til at dette skulle blive den bedste oplevelse!

Dianna var dog en værre lille en og hyggede sig alt for meget i maven, så hun ville bestemt ikke ud til termins-datoen. Igen pga. mit BMI blev jeg anbefalet igangsættelse uge 41+0, hvilket tilfældigvis landede på langfredag (på det tidspunkt synes jeg ikke ironien var specielt sjovt!).

Skærtorsdag kom langt om længe og vi ankom til Hillerød hospital hvor jeg skulle undersøges om eftermiddagen, for at se om der var sket noget før min igangsættelse om fredagen. Der var desværre ikke sket det store, så planen om igangsættelse holdt de stadig fast i. Min søde jordemor lavede dog en hindeløsning og plukveer begyndte så småt at gå igang, som vi kørte hjem fra hospitalet. Desværre forsvandt de igen i løbet af aftenen og jeg gik tidligt i seng for at få så meget søvn som muligt før det hele gik igang.

Næste morgen havde der ikke været skyggen af en plukve hele natten og heller ikke til morgen – jeg var utrolig skuffet, da jeg rigtig gerne ville have haft at fødslen selv var gået igang. Jeg havde læst utallige steder, at veerne kunne være meget mere smertefulde, når man blev sat i gang, end når kroppen selv gik i gang, så da vi kørte på hospitalet var jeg ret slukøret.

Jeg når dog kun lige akkurat at lægge mig op på briksen, da vandet går!!!! Jeg har aldrig været så glad for at have våde bukser – og heldigvis bliver igangsættelsen aflyst og vi får besked på at tage hjem og vente på at fødslen går igang. Vi får en tid 6 timer senere til måling af veer og hjerteslag.

Vi tager hjem og jeg hopper som en sindsyg på min yogabold (det hjalp virkelig med smerterne i min lænd og var enormt afslappende – det kan anbefales – og Brian havde nemt ved at nå min lænd og massere), mens “Venner” kører non-stop i fjerneren. Efter 6 timer er der ikke sket det store, andet end uregelmæssige plukveer og vi tropper op på hospitalet, hvor jeg skal undersøges igen. Diannas hjerteslag er stærkt, men desværre er der ikke gang i veerne og de giver mig igangsættelsespiller – 1 pille hver 2 time x 5. Vi når lige at skifte jordemor, da den anden har fri fra dagvagt. Vores næste jordemor er ikke så erfaren – meget sød – men næsten nyuddannet og da hun undersøger mig siger hun…

Jeg synes, at det føles som om din baby har vendt sig – det føles lidt som en babynumse jeg får fat på…

OK… her går jeg lidt i panik. Jeg har ikke mærket noget til at Dianna har vendt sig… og det eneste jeg kan tænke på er at jeg skal føde en baby med benene nedad…. av av av!! Og jeg har allerede spist igangsætnings-pillerne, så veerne er så småt begyndt at dukke op. Hun siger så at det selvfølgelig lige skal tjekkes ved en skanning, men hun er ikke god nok til at skanne endnu, så hun vil lige bede afdelingsjordemoren om at komme og kigge til mig.

Vandet er jo gået, så det må blive en sædefødsel hvis det er – men sådan kan man jo også sagtens føde…

Og vi venter… og venter… og venter. Jeg er egentlig et ret tålmodigt menneske. Jeg arbejder selv i Sundhedsvæsenet, så jeg ved godt at der kan ske uventet og akutte ting, der gør, at der kan være ekstra ventetid – men for helved hvor ventede vi længe. Det føles, som en evighed og jeg nåede at tænke de værst mulige scenarier og samtidig blev veerne stærkere og stærkere…

Endelig kom afdelingsjordemoren og efter 5 sek. kunne hun fortælle os, at alt var ok og Dianna lå med hovedet godt nede i bækkenet, som hun skulle. Jeg græd af lettelse og min mand var skidesur, for vi havde været bekymret den sidste time uden grund.

Vores unge jordemor kom tilbage, og sagde at efter hun lige undersøgte mig en sidste gang, kunne jeg få lov at tage hjem med 4 piller, som jeg skulle tage hver 2. time, og så kunne jeg komme igen, når der var 2 min. mellem veerne eller hvis jeg oplevede nogle af de risikofaktorer som hun nævnte; bl.a. blødning. Jeg nåede lige at glæde mig til at komme hjem til min yogabold og sofa og så sagde samme jordemor;

Ehm du må nok hellere blive… jeg henter lige afdelingsjordemoren igen….

og så forsvandt hun ud af rummet. Igen blev vi selvfølgelig bekymret, men heldigvis skulle vi ikke vente så længe før afdelingsjordemoren kom. Der havde været lidt rigeligt blod da den unge jordemor undersøgte mig, og de mente derfor at jeg skulle blive i afdelingen til observation.

Klokken er nu ret meget over spisetid, og vi er heldige at få en 2-sengestue, så min mand også har en seng ved siden af mig. Brian kører ned efter en pizza, mens jeg får hospitalsmad (overraskende lækkert!). Der er igen vagtskifte og den nye jordemor er sød at komme med en yogabold, jeg kan hoppe på. Nu synes jeg så småt at veerne begynder at bide, og da hun undersøger mig, er jeg da også udvidet 2 cm. Endelig begynder der at ske noget!

Timerne går og da kl. er 22 undersøger jordemoren mig igen, og der er desværre ikke sket mere. Hun anbefaler, at brian kører hjem og sover, og at jeg kan få en “cocktail” at hvile mig på (en smertestillende og mild sovepille) og så kan vi ringe til Brian, når jeg er klar til at køre på fødselsgangen eller når jeg får brug for ham ved min side. Altså den der cocktail kunne ligeså godt have været Tictacs – for de hjalp ikke en skid! Faktisk vil jeg påstå at den varmepude jeg fik på lænden gav mig mere lindring! For satan hvor det nev, da veerne kom. Desværre var de stadig ret uregelmæssige, men de gjorde mere og mere nas! Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at huske hvordan jeg skulle trække vejret og slappe af ind i mellem, jeg hoppede på bolden, lagde mig på siden…. Jeg prøvede alt. Hver gang en ve kom, sagde jeg til mig selv: “I dag møder du din smukke datter… i dag møder du din smukke datter…” – og det hjalp mig over veerne.

Min kære jordemor var i mellemtiden blev afløst af nattevagten som kiggede ind til mig. Hun kunne godt se at jeg var ret smerteforpint, så hun tilbød at undersøge mig igen, og hvis der ikke var sket yderligere, kunne jeg få lidt Morfin at sove på. Det kunne nemlig sagtens nå at være ude af kroppen før jeg skulle føde så. Men da hun undersøgte mig, viste det sig at der var sket en hel del – jeg var allerede 6 cm åben! Jeg var ellevild og skyndte mig at ringe til Brian – kl. var 3, så han havde lige nået at få godt 4 timers søvn. Desværre betød det, at jeg ikke kunne få morfinen og hvile mig lidt – men det kunne jeg slet ikke tænke på, for lige om lidt fik jeg jo lov til at møde min smukke datter!!

Heldigvis var der ikke noget politi ude og køre den aften, for Brian fik kørt fra Slangerup til Hillerød hospital på lidt over 10 min.(!) – og jeg var lige blevet rykket over en fødestue, som han ankom. Her blev vi igen modtaget af en ny jordemor (hvor mange er vi oppe på nu??), der igen skulle undersøge mig og tilkoble mig alverdens maskiner. Og nu gik veerne virkelig igang! Jeg hoppede som en gal på yogabolden, men det synes ikke at hjælpe noget nu desværre. Pga. alt overvågningsudstyret kunne jeg ikke komme i vand, men måtte stå under den lunkne bruser, der dog hjalp en smule. Timerne gik, smerterne blev værre og desværre udvidede jeg mig ikke mere.

5 timer senere var jeg udvidet til 7 cm, og jeg spurgte jordemoren til en epidural. Det havde virket som om, den skulle død og pine lægges så hurtigt som muligt, men de virkede ikke til at have synderligt travlt med det. Den søde jordemor (min yndlings under hele forløbet!) ringede til anæstesien som fra hvad jeg kunne høre, ikke var specielt interesseret i at komme – men hun fik heldigvis overtalt dem, og i løbet af 30 min (eller 10+ veer senere) stod de på stuen. Anæstesi forvagten udstrålede ligegyldighed og virkede totalt pissed over, at hun skulle rende rundt på fødestuen på dette tidspunkt (kl. var 7 om morgenen, så mon ikke hendes vagt sluttede kl. 7.30 – Jeg beklager meget at min fødsel lige kom i vejen for at du kunne gå til tiden frk. suresen!) Hun sagde lige så irriteret:

Ja, hun er vel nok godt polstret – det her bliver ikke nemt!

Ja, som om man i forvejen ikke føler sig sårbar nok, når man ligger midt i en fødsel, så er det da rart at sådan en læge lige kan minde en om, at man har lidt for meget på sidebenene. Men nu arbejder jeg med læger til daglig, og man får ikke noget positivt ud af, at lægge sig mod en (opblæst) anæstesiforvagt, så i stedet sagde jeg smigrende, at jeg var SÅÅÅÅ taknemlig for at hun ville prøve at lægge en epidural, og jeg nok skulle gøre alt hvad jeg kunne for at få det til at fungere (alt i mens jeg bandede hende langt væk indeni!)

Hun prøvede 9 gange på at lægge epiduralen….. uden at det lykkes. Jeg var knust! For det første var det sindsygt svært at sidde stille ve efter ve samtidig med at man skulle krumme ryggen henover ens kæmpe mave. For det andet gjorde det bare sindsygt ondt og jeg havde set frem til lidt smertestillende fra epiduralen…

Anæstesiforvagten ringede til sin bagvagt, der kom og gav det et par forsøg også (så var vi så oppe på 12 forsøg i alt) og i sidste forsøg lykkes det ham delvist. Desværre fik han ramt en arterie i stedet for hulrummet, hvilket betød at det smertestillende blev sprøjtet ind i min blodåre, som gav mig hjertebanken og de blev nødt til at fjerne kateteret igen. Jeg var nu så øm i ryggen at bagvagten ikke ville prøve mere og de gik, uden at jeg fik anlagt en epidural. Bagvagtens sidste ord til mig var;

Du må prøve uden en epidural og ellers kan det være vi ses om et par timer på operationsbordet…

Når jeg ser tilbage på hele fødslen nu – er der ingen tvivl om at, det var dette her der tog modet fra mig. Den søde jordemor fandt efterfølgende lattergassen frem, der også synes at hjælpe lidt, men da hun undersøgte mig, og jeg stadig kun var 7 cm udvidet blev jeg modløs og begyndte at græde. Hun spurgte om jeg ville have lagt “bistik”, der kunne hjælpe lidt på smerten over lænden. Jeg havde før fødslen tænkt at dem ville jeg helst undgå, da jeg havde hørt at de gjorde mere ondt end godt – men jeg var desperat og hun fik lov at lægge dem. Hun nåede at lægge 15 bistik!!! Og for HELVED hvor gjorde det ondt!! Men lige efter var der en ufattelig lettelse og min krop slappede endelig lidt af. Virkningen af bistikkene varede i godt 2,5 time og så begyndte smerterne fra veerne igen at tage over.

Min søde jordemor var i mellemtiden blev afløst af en kollega, da hendes nattevagt var slut (og hun havde vidst haft lidt overarbejde pga. mig), og Hanne (vores sidste jordemor) kom ind og undersøgte mig – og jeg var endelig fuldt udvidet!!! Mine veer var desværre gået lidt i sig selv igen, og det blev besluttet at jeg skulle have et ve-stimulerende drop. Hanne min nye jordemor spurgte om jeg ville have et lavement for at tømme endetarmen og for at sætte veerne igang igen (det skulle tilsyneladende hjælpe med det). Det sagde jeg ja til, og det er nok det sværeste jeg nogenside har prøvet – at holde på 100 ml vand sprøjtet op i anus mens man har en ve – det kræver viljestyrke der siger spar to skal jeg lige hilse og sige!! Jeg holdte hele 10 min. (Det er 5 veer!) og hvor var det bare en lettelse endelig at få lov at give los!

Og så skal jeg lige love for at veerne gik igang for alvor. Hidtil havde det jo bare været børne-plukveer og nu kom de fuldvoksne for fuld udblæsning. Jeg gryntede og skreg som en urkvinde – der kom lyde ud af mig, som jeg aldrig havde troet jeg (eller min mand) skulle høre. Og så græd jeg, jeg tudbrølede fordi det gjorde så fandens ondt og så trak jeg vejret så dybt i lattergasmasken at jeg næsten var ved at sluge den og lige lidt hjalp det.

Klokken var nu 12 og Hanne undersøgte mig nu igen for at se hvor langt Dianna var nået. Desværre var der dårligt nyt. Det virkede til at Diannas hoved sad i en skæv vinkel og derfor ikke kom ned i bækkenet som hun skulle. Jeg græd af afmagt og smerte og her fik jeg følelsen af, at jeg ikke kunne mere. Min energi og mit mod var bare opbrugt. Min mand spurgte hvad muligheder der var – og Hanne sagde at vi kunne tale med afdelingslægen i forhold til hvad vi kunne gøre og at hun i mellem tiden gerne ville have lov til at have fingrene oppe i mig, mens jeg pressede, så hun kunne prøve at dreje Diannas hoved den rigtige vej. Vi prøvede et par gange med Hannes hånd der hjalp Dianna på vej, men det hjalp intet – hun var helt urokkelig.

Jeg kan huske at jeg kiggede på Brian og sagde:

Hjælp mig – du bliver nødt til at hjælpe mig!

Afdelingslægen kom nu ind og fortalte mig, at hun mente, at problemet var at veerne igen var ved at aftage i styrke. Det synes jeg jo så slet ikke de var, tværtimod synes smerterne jo stærkere og stærkere – men hun ville gerne give mig endnu et ve-stimulerende drop og give det endnu 1 time, hvor Hanne hjalp Diannas hoved på vej. Jeg spurgte hende om hun regnede med at Dianna kunne fødes indenfor den time og hun svarede at det regnede hun ikke med – men måske inden for 2-3 timer og med hjælp af en sugekop.

Det var dråben for mig – udsigt til 2-3 timer mere med disse smerter var bare uudholdelig for mig. Jeg havde nu haft veer i i alt 28 timer. Jeg havde ingen kræfter tilbage, og kunne dårlig nok løfte hånden for at bruge lattergasmasken. Jeg græd og spurgte om der ikke var andre muligheder, og hvad med et kejsersnit? Afdelingslægen fortalte mig, at hun var sikker på, at jeg godt kunne klare det, og vi kvinder havde flere kræfter i os end vi vidste – men lige meget var det, for jeg var helt væk af smerte og ænsede kun hvert andet ord hun sagde mens veerne tog over.

Jeg har aldrig følt mig mere hjælpeløs og nu når jeg har lidt perspektiv på hændelsen, følte jeg mig helt magtesløs, uden et valg. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke blev tilbudt et kejsersnit tidligere eller at jeg til sidst grædende selv måtte bede om det. Heldigvis tog min mand over. Han kunne se på mig, at jeg ikke havde mere kamp i mig. Han sagde ordret til lægen, at hans kone ikke normalt var en kvinde der gav op  – men…

“…nu har hun kæmpet i over 20 timer – i må for helved hjælpe hende!”

Lægen sagde at hun skulle høre mig sige, at jeg ville have et kejsersnit for at det kunne blive aktuelt og at jeg skulle vide, at der kunne opstå komplikationer i forhold til barnet.

Mellem veerne fik jeg tænkt de værste tanker – at min lille pige ville dø pga. mit valg…. at jeg var den værste mor der findes, at vælge dette frem for smerten….at jeg var for svag til at være mor…. at Brian ville hade mig for at sætte vores barns liv i fare – men smerte var så slem, at jeg til sidst mellem veerne fik fremstammet… “jeg vil have et kejsersnit…”

Og så gik det stærkt. I løbet af 10 min. var der en masse mennesker på stuen. Brian fik operationstøj på, overvågningen blev fjernet fra mig og jeg blev lagt over på en seng og kørt på operationsstuen. Her var der en masse mennesker – 12 tror jeg, jeg fik talt mig frem til – 14 med Brian og jeg. Den skønneste, sødeste anæstesilæge fik lagt en spinalbedøvelse (utroligt hun kunne gøre det, når den anden anæstesilæge og bagvagt prøvede i 45 min. og ikke lykkedes!), der heldigvis gjorde at jeg ikke skulle lægges i fuld narkose og jeg kunne være med til kejsersnittet.

Der gik ikke engang 10 min fra start af operationen til lille Dianna kom med sit første skrig og jeg har aldrig været mere lettet! Børnelægen fortalte mig at hun var smuk og helt perfekt! Brian fik lov at klippe navlestrengen og se hende ovre på bordet. Da hun var blevet suget og gjort ren, fik hun lov at komme hen på mit bryst og jeg fik endelig lov at møde min smukke datter – 29 timer efter vandet var gået.

Diannaunderfødslen1
Gode lunger
Diannaunderfødslen2
Lidt skævt hoved
Diannaunderfødslen4
Mit lykkeligste øjeblik
Diannaunderfødslen6
Første familiebilled

 

Vi var indlagt efterfølgende på Hillerød hospital i 2 dage og fik lov at tage hjem 2. påskedag om mandagen. Hanne vores jordemor sørgede for at Dianna allerede ammede første gang på opvågningen. Hun kunne ikke rigtig få fat, så hun hentede en ammebrik og Dianna har brugt sådan en lige siden og ammer helt perfekt!

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning omkring kejsersnittet. Og jeg tror slet ikke at amningen var kommet i gang hvis jeg ikke havde haft energien til at lægge hende til samme dag. Men fordi jeg selv måtte så langt ud og tænkte så destruktive tanker, har jeg haft det svært med min selvtillid som mor. Jeg tvivler på mange af mit beslutninger omkring Dianna, fordi jeg ikke er sikker på mig selv. Det knæk jeg fik under fødslen, hvor jeg følte mig som en dårlig mor forfølger mig stadig, og jeg er enormt sårbar overfor kritik og “gode råd”. Jeg prøver dog at lytte til mine instinkter, men synes, at det er lettere bare at være os – uden at indblande en masse mennesker i vores hverdag – så vi kommer ikke så meget ud.

Jeg er dog tilmeldt en mødregruppe med en masse skønne, dejlige damer, og prøver at tage derhen og mødes med dem, så ofte humøret og hverdagen tillader det. Så det er noget jeg er igang med at bearbejde. Jeg skal til 8 ugers undersøgelse hos lægen i næste uge, og har også tænkt mig at høre, om de kan anbefale en at tale med, evt. en psykolog. Det er ikke noget jeg har prøvet før, men jeg kan mærke, at dette kan udvikle sig til noget større, hvis jeg ikke får talt med nogen om det.

Selvom selve fødslen var den værste oplevelse i mit liv – er det at blive mor den dejligste! Dianna er mit livs lys – bare et blik fra hende og mit hjerte letter. Det er selvfølgelig ikke nemt alt sammen og natteroderiet er da også trættende, men når hun så pludrer og stikker mig et smil, så føler jeg, at jeg kan klare hele verdenen!

billede af dianna til barnedåbsindbydelse
Vores dejlige Dianna

 

 

Velkommen til …

Ja, som der nok er nogen der har bemærket, så har bloggen været stille det sidste stykke tid, og det er der en meget naturlig forklaring på…

Dianna8

 

Vores lille Dianna blev født lørdag d. 26. Marts efter … puha 28 timers veer!!!

Fødslen gik langt fra godt og endte til sidst med akut kejsersnit. Jeg er stadig i gang med at bearbejde fødslen og mine følelser omkring den, da det var så langt fra hvad jeg havde håbet og forestillet mig – men på et tidspunkt når jeg har fået lidt perspektiv på hændelsen, kommer der en fødselsberetning.

Men vores lille vidunder er simpelthen så dejlig. Det er svært at beskrive hvordan man bare er fyldt op med glæde og kærlighed til dette lille væsen. Det er også virkelig hårdt med nætter uden søvn – men samtidig uendelig dejligt! Det bedste jeg har gjort i mit liv!!

Nu har jeg jo også gået og tænkt lidt over hvad jeg skal gøre med bloggen – for sandheden er at den nok ikke kan blive ved med kun at handle om lowcarb og opskrifter. Dianna og det at være mor fylder så meget i mit liv for tiden, og det er bl.a. hvad jeg vil blogge om.

Under min graviditet er Lowcarb røget lidt i baggrunden, og jeg forsøger stille og roligt at komme tilbage på sporet – men så længe jeg ammer, går jeg ikke 100% i gang med det. Jeg mener dog stadig, at det helt klart er den bedste kost for min krop. Jeg har det bare bedst, når jeg spiser lowcarb, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er grunden til at Dianna eksisterer i dag! Der vil stadig være lowcarb opskrifter at finde på min blog, men fokus kommer nok nærmere til at være min familie, Dianna og generelt indlæg om det at være ny mor.

Jeg håber i stadig har lyst til at læse med…

kh. Pennie og Dianna dianna10

 

Den “søde” ventetid?

Puha, så skriver vi 40+2 i dag og jeg er bare SÅ træt af at være gravid!! Jeg er godt klar over at de fleste førstegangsfødende går 1-2 uger over, men har man ikke lov at have lidt ondt af sig selv….? bare lidt??

Pennie 40+2

Jeg var til jordemor her i onsdags og havde sådan håbet på lidt godt nyt – og bevares der var da også lidt godt nyt. Min livmodermund er blød og halsen er forkortet til godt 1½ cm…. Desværre kunne hun ikke løsne hinderne, men de giver det et nyt forsøg her på torsdag, hvis ikke lillefisen er dukket op inden da!! (krydser fingre og alt hvad der krydses kan!)

Men jeg fik en tid til igangsættelse (!!!) til på fredag og så blev jeg lidt urolig. Jeg vil jo helst gå i fødsel selv, da jeg har hørt lidt skrækhistorier om lange, forfærdelige smertefulde fødsler ved igangsættelse og internettet er fuld af urolige artikler om “Misoprostol”, det stof man bruger til igangsættelse i Danmark. Og hvad skal en stakkels (over)gravid så tænke/tro/føle?

Så jeg er gået “all in” på at undersøge de naturlige igangsættelsesmetoder, og her er hvad min efterforskning har vist…

Hjælp til naturlig igangsættelse:

  • Sex! Næsten alle steder læser jeg at sex skulle være et naturlig stimulant til at sætte fødslen i gang (og heldigvis har manden påskeferie hehe…). Sæd indeholder prostaglandiner, som skulle være samme indholdstof som der findes i de piller man bruger til modning af livmoderhalsen før fødsel. Dog har jeg også læst (kan ikke lige huske hvor…), at der skal 76 liter sæd til før det svarer til én igangsætningspille… så det var ellers ikke så lidt!! Andre steder står der at alle gode gange 3 skulle være nok. Man må nok prøve sig frem…
  • Bryst stimulation – altså det hører jo nærmest med til sex, eller kan i hvert fald, hvis man vil dobbelt op på sine chancer (wink-wink!!). Stimulation af brystet og brystvorten udløser Oxytocin, som skulle kunne føre til sammentrækninger i livmoderen (veer) – så sæt i gang! Vær dog lidt nænsom, hvis du har tænkt dig at amme bebse – duer jo ikke at man er helt øm hvis man skal have en god amme-start!
  • Spis ananas! Altså om det er rigtigt eller ej ved jeg ikke. Men man siger at ananas tilsyneladende kan være med til at blødgøre din livmodermund og sætte gang i veerne fordi det indeholder enzymet “bromeliad”. Men man skal spise det der svarer til 7 ananas før det er effektivt; og det skal være frisk ananas. Mmmm smager dejligt!

 

ananas
Jeg er i FULD gang! (nr. 2.)
  • Spis dadler. Dette skal man gerne gøre et stykke tid før fødslen. Det er bevist at kvinder der spiser 6 dadler i ugen op til deres termin går i fødsel gennemsnitlig før, har en kortere fødsel tidsmæssigt og lettere ved udvidelse af livmoderhalsen. Og så smager de jo skønt!!
  • Amerikansk olie…. BVADR! Jeg har en veninde som tog et par skefulde amerikansk olie, da hun var gået 1 uge over tid, og helt sikkert satte det gang i fødslen, men også en ordenlig omgang diaré og maveonde. Så umiddelbart er det ikke noget jeg har tænkt mig – men man kan jo blive desperat!
  • Stærk mad – lidt det samme som med den amerikanske olie. Den stærke mad sætter gang i maven, som kan føre til veer og diaré etc. Nok heller ikke noget jeg giver mig i kast med.
  • Trappegang, holde dig aktiv, træning. Mange steder står der at man kan sætte i gang ved at være aktiv – men jeg tænker alt med måde. Det duer jo ikke at løbe op og ned ad trapper osv. for så ikke at have noget energi til selve fødslen.

Ellers er internettet fyldt med sjove historier og foreslag til hvordan man sætter en fødsel naturligt i gang.

Kender du nogen gode metoder, som jeg ikke lige har nævnt?? Hvad virkede for dig?

Den berygtede hospitalstaske

Nå – nu er det jo lige før… (håber jeg!) – er seriøst ved at sprænge!!!

Børneværelset er endelig færdig og alt tøj/udstyr/bamser/sengetøj – you name it – er vasket og dufter dejlig og frisk.

Se bare her:

 

børneværelse1
Ammeplads og seng til bebse
børneværelse 2
pusleplads
børneværelse 3
Sengen up close med lækkert sengetøj og sengerand fra Sebra
børneværelse 4
Skønne hjemmesyet puder fra mormor

Så mangler der kun 1 ting…. den berygtede hospitalstaske. For hvad i alverden skal man tage med sig, når man skal føde sit lille mirakel. Jeg har kastet mig ud at læse diverse boards på Pinterest og andre blogs, men synes alligevel det er lidt svært. Især fordi de fleste hjemmesider er engelske/amerikanske og det er bare ikke helt de samme omstændigheder, som vi har i DK. Dog har jeg altid været af den overbevisning, at mere er bedre end mindre – tænk hvis man savnede noget!

Jeg har valgt at pakke 3 tasker (ja mindre kan ikke gøre det!), en til mig (til efter fødslen), en til baby (også til efter fødslen) og en til selve fødslen. Jeg havde tanker om en 4. – til farmand, men det kan vidst godt presses i fødselstasken 🙂

Så her er min liste:

Fødselstaske

  • Vandrejournal
  • Sygesikringskort
  • Telefoner og opladere
  • Ipad og oplader
  • Hårelastikker og hårnåle, læbepomade
  • Strømper (fryser tit om fødderne), sutsko
  • Massageolie/creme
  • Evt. lidt snacks (frugt og muesli bar, måske chokolade!)
  • Ekstra sæt tøj til farmand

Mor-taske

  • Behagelig pyjamas (har lige købt denne fra Ellos)
  • Ekstra amme-bh, ammeindlæg, ammebrikker, evt. lanolin salve til ømme brystvorter
  • Ekstra strømper og undertøj
  • Ammepude og evt. ekstra betræk
  • Toilettaske med deo, børste, tørshampoo, lidt make-up, tandbørste/pasta etc.

Baby-taske

  • 2-3 heldragter, 2-3 body’er, strømper, små vanter, 2 huer
  • Dragt hun skal hjem i og trøje/jakke
  • Babydyne
  • Stofbleer
  • Wipes/bleer
  • Sut
  • Babybog + kuglepen
  • Bamse
  • Autostol

Nå – er der noget jeg har glemt???! 🙂